Der er ingen vej uden om Oehlenschläger, hvis man vil prøve at forstå hans ti år ældre kollega Schack Staffeldt og den rivalisering, som var en del af baggrunden for Staffeldts kortvarige karriere som dansk digter. I almindelighed er Staffeldt kendt for at komme for sent, helt nøjagtigt et år efter Oehlenschlägers debutsamling. Han forholdt sig desuden ganske skeptisk til den nordiske gudeverden, dette »Marionetspil med den eddaiske Mythologie« (Samlinger, bd. II, s. 427), men forspildte dermed også chancen for at blive populær, dvs. del af en national massebevægelse. Forfatterskabet var ikke stort, og det var i modsætning til Oehlenschlägers udelukkende lyrisk. Staffeldts forsøg med dramatikken kom aldrig længere end til skrivebordet, og de enkelte fragmenter, der er overleveret, afslører kun famlen med det uvante medium. Ikke desto mindre kunne han med uanfægtet selvtillid omtale sine spæde tilløb som blot manglende »Donatellos sidste Meiselslag« (SD 3 320; se Tekstoplysninger).