I Molbechs version af den idealisme, som han i bund og grund deler med Staffeldt, er kunsten en ren og fri sfære, som den sande digter kan give udtryk i sin symbolske billedverden. Staffeldts digteriske rapporter om sammenstødet mellem de to verdener er ifølge Molbech disharmoniske udtryk for, at han ikke magter dette kunststykke. Men det er netop i det skærende sammenstød, at Hakon Stangerup ser digterens »moderne Nerver« (Stangerup: Schack Staffeldt, s. 305), hvorimod Brandes tager det til indtægt for selve idealismens fallit: »Schack Staffeldts Levnet var ulykkeligt og tomt, hans Poetik var falsk, hans Filosofi er forældet« (Staffeldt: Digte, 1882, s. 53).