Holdningen er pietetsfuld, tonen er sentimentalistisk, og digteren forudser, hvordan han skal sidde ved hendes grav, ligesom hun sad ved hans vugge. Men det hele er principielt og opfundet til formålet. Staffeldt har kun ved en enkelt lejlighed beskrevet sit forhold til forældrene og bemærket, hvordan deres tidlige død betød, at nok havde hans krop haft forældre, men hans hjerte havde ikke: »Wie sehr bin ich zu bedauern, daß ich dieses schöne Gefühl nicht empfunden habe!« (Samlinger, bd. II, s. 373).