Et par af Staffeldts sonetter fra rejseårene kan med en vis ret betragtes som selvbiografiske. Men på karakteristisk vis holdes det biografiske perspektiv i skak af hele to afstandsmarkører, den ene kunsthistorisk, den anden bibelhistorisk. Sonetten har han kaldt »En hellig Familie« og forsynet med den paradoksale undertitel »Af Naturen« (SD 2 365). Baggrunden er et besøg hos komponisten Johann Gottlieb Naumann (1741-1801) og hans unge, danske kone i et naturskønt område ved Elben uden for Dresden i 1796. Staffeldt kendte Naumann fra København og havde nynnet melodier fra hans opera Orpheus og Eurydike (1786) på sin tur ud i Europa (Samlinger, bd. I, s. 69). Parret havde længe været barnløst, og glæden var ifølge rejsedagbogen desto større, da de fik en pige. Denne treenige familielykke kender Staffeldt fra bibelhistorien og fra en lang kunsthistorisk tradition for afbildninger af Maria, Josef og Jesusbarnet. Staffeldt begejstres over, at livet på denne vis går hen og imiterer kunsten. Det er baggrunden for digtets undertitel. De sentimentale stiliseringer, der gør hovedparten af digtet til et nydeligt genrebillede, er ikke det biografisk interessante. Men når Staffeldt - ligesom det kendes fra en lang række malerier - afslutningsvis indskriver sig selv i billedet: