Staffeldt forlader ifølge Brandes denne position i sine senere digte, og denne udvikling svarer til gangen i den samtidige tyske filosofi (s. 45) hen imod Schellings naturspekulation, som bliver Staffeldts centrale inspirationskilde. Et af de klareste udtryk for denne position i Staffeldts lyrik er »Hymne til Vandet« (SD 2 177), hvor Schellings abstrakte bestemmelse af naturen som den synlige ånd demonstreres i lyriske former. Det bedste Staffeldt ved at sige om vandet er, at det er uden form og grænse og derfor et værdigt emne for hans hymniske uro: »En Gud mig bevæger foruden Rist«. Det flydende element optræder i skiftende klædedragt skønt overalt det samme. Den påklædte formløshed viser sig som selve havet, en allegorisk himmelbrud med elskerens billede på sin spejlblanke barm: