I en sådan romantisk formlære er der vendt op og ned på oplysningstidens forestilling om en natur, der kan beundres for sin evne til at organisere sig i stadigt mere raffinerede former. Der, hvor Linnés Systema Naturae (1735) begynder, ender Staffeldt - hvis han kunne. Når han ikke kan, hænger det sammen med, at det er længslen, han har tilfælles med vandet og ikke formløsheden. Den ubegrænsede og salige verden, som bølgernes spillen lader ane, må, fremgår det af sidste strofe, betragtes fra strandbredden. Digterens vilkår og misere er således at være adskilt fra sine længslers mål, både i rum (stående på bredden) og tid (han kommer der »saa tidt«). Den ene bølge vil komme, og den anden vil gå, vandet vil forblive den »store Forløsnings« aldrig indfriede »Pandt«.