Der er i Schack Staffeldts Naturopfattelse et spirende videnskabeligt Element. Overfor ethvert Natursyn, hvorved han dvæler, mindes han dets naturlige Tilbliven gjennem den hele Række af Formforandringer. Selv Blomsterverdenens Skjønhed, den mest udvortes, Sandserne mest gjennemtrængende i Naturen, minder ham om den Naturlov, der ligger bagved. I et Digt »Til Naturen« [SD 2 54] lader han Blomsterne sige til Solen: