Oehlenschläger, der tidligt forlod den radikale romantiske linie i dansk digtning, som Staffeldt fastholdt gennem hele sit digterliv, markerede overgangen med ordene om, at det, der »characteriserer den virkelige Kunstner« er evnen til »Ganske at kunne tabe sig i sit Objekt og fremstille det sandt, tydeligt og betydningsfuldt« (Fortale til Poetiske Skrifter, 1805, i: Dansk litterær Kritik, en antologi ved Jørgen Elbek, 1964, s. 86). Digtning er her en fremstillingskunst, hvis forudsætning er digterens tilbagetrukne rolle i forhold til sit stof: »Fundamentet for den sande Kunst er derfor Harmonien og Ligevægten af Sielekræfterne«. Dette harmoniske ideal betyder langtfra nogen undervurdering af digterrollen; Staffeldt og Oehlenschläger deler generationens opfattelse af den skabende kunstners høje rang. Men vægtningen af forholdet mellem subjekt og objekt er markant anderledes, hvad der kommer tydeligt til udtryk allerede i anslaget, et af hans dristigste, til sonetten »Tilstaaelsen« (SD 1 189) fra 1802: