Fra sit højt beliggende synspunkt rapporterer digteren tilbage til jorden om sin tilstand: mens majoriteten muntrer sig i lavere regioner, udforsker den heroiske luftskipper det svimlende himmelrum, alene med det ubekendte. Sonettens videre forløb beskriver omkostningerne ved at have den slags ambitioner på digtningens vegne, og 'tilståelsen' består i, at han faktisk gerne gav afkald på sine uligevægtige ekspeditioner og byttede sin »utrættelige Kunstnerstav« ud med »Kiephest« eller »Dukke«. Når tilståelsen alligevel forekommer koket eller tvetydig, er det fordi, der er stolt vellyst forbundet med at udmåle afstanden mellem sig og de andre (de alt for menneskelige myg), og fordi han opnår at komme på omgangshøjde med de evige himmellegemer med deres »dristigt-skrevne Sving«. Ligesom Faust, der fik et lignende tilbud af Fanden selv om at opgive sit ærgerrige mål for menneskelighed på et lavere niveau, ville han nok betakke sig (Goethe: Faust, 'Hexenküche').