Hvi sørger du, at Samtid nægter
At kjende dig, forskudte Søn!
Og at, samtidig kun med fjerne Fremtids Slægter,
Hos dem du finder en for sildig Løn?
Forglemmer du da selv, Ulykkelige!
At denne Verden ikke er dit Rige,
Og at du Æolsharpen er, hvorpaa
Sig Verdensaanden fuldt udtoner?
At derfor du til Lidelser skal gaae,
Du Tidens haanede Forsoner,
Et Offer, smykt med Livets Tornekroner?
Thi den, som her i Billed, Værk og Daad
Den evige Natur at efterligne stræber,
Til Mørkets Magt han bøder Graad
Og Krandsen ham, som Offerdyret, dræber.