Sent i Staffeldts forfatterskab, der ikke fremviser nogen markante brud, snarere en kvalificering af de positioner, som blev funderet i digterens ekstatiske år i Göttingen, finder man udtryk for fortrydelse over, at livet formede sig, som det gjorde. Han kan i sit sidste digt, »Erindring og Haab« (SD 2 277), som han fik trykt på dansk (1820, tilblivelsestidspunktet kendes ikke), gå hårdt i rette med den del af fantasievnen, der gennem store dele af forfatterskabet har peget tillidsfuldt mod fremtiden som det sted, hvor digtningens høje fordringer skulle indfris. Henvendt til dette falske håb hedder det da: