Enkelte digtere holdt fast ved romantikkens idealisme som f.eks. Johan Ludvig Heiberg og Carsten Hauch, og de befandt sig i 1850'erne i stadig større isolation. Andre forfattere forsøgte derimod at finde sig til rette i denne verden, der stadigt forandredes, og som nu i litteraturen i stigende grad blev genstand for en realistisk beskrivelse. De gjorde dette enten ved at forsone den kristne idealisme med den ydre sociale virkelighed, som f.eks. Christian Winther og Henrik Hertz, eller ved at skabe sig en ny livsanskuelse baseret på erotik og æstetik som Emil Aarestrup. Outsideren, den jødiske forfatter Meïr Aron Goldschmidt, konstruerede ovenikøbet sin egen Nemesis-lære. Atter andre som f.eks. Carl Bagger og Poul Chievitz angreb derimod bevidst et samfund, der for dem var bornert og hyklerisk og foregreb hermed problemdebatten i 1870'erne og 1880'erne, ligesom også Goldschmidt i sine Jyllandsskildringer og psykologiske analyser foregreb den senere naturalisme. Derimod tilhørte forfattere som f.eks. Jens Christian Hostrup og Carl Ploug livsanskuelsesmæssigt snarere den romantiske skole fra århundredets begyndelse, men begge registrerede også de igangværende sociale og politiske forandringer, der for dem endda blev udnyttet som digterisk stof. Bemærkelsesværdig - og en undtagelse blandt tidens forfattere - er Plougs direkte politiske engagement som journalist og parlamentariker i mere end et halvt århundrede.