Henrik Schovsbo Uddrag fra Harald Kidde

I sine mange år på øen virkeliggør han det ideal af et liv for andre, som bør kendetegne en sand kristen, som den i øvrigt nu konfessionsløse, tidligere teologistuderende Harald Kidde vil vise. Her møder Clemens en række mennesker: adskillige præster, hvis medhjælp han bliver, og jomfru Camrath, en strandet københavnsk storborgerdatter, der efter at være blevet franarret sin arvede formue spiser nådsensbrød i præstegården. Hun er en oplagt lærerkone, men for den kyske Clemens bliver hun blot - Camrath. Her er også forvildede og forviste embedsmænd og en degenereret prins, der forbandet fra hoffet lever med en enkelt tjener, fordi han ikke kan holde sig fra små drenge. Og her er den rige krøbling, Jacobus Uz, en dæmonisk mand, der uden held har hjemskrevet koner fra fastlandet, som forfærdes over ham - men han og de fleste andre, også øens egentlige beboere, fiskerne, behandler hjælpedegnen smukt.