Kaalunds hovedværker fra den sidste periode af hans liv er det lyriske drama Fulvia fra 1875 og den lille digtsamling En Eftervaar fra 1877, som Kaalund oprindelig - med den for ham typiske beskedenhed - havde tænkt sig at kalde Nogle Efternølere; den endelige titel skyldtes et forslag til Kaalunds forlægger, Frederik Hegel, fra Holger Drachmann (1846-1908). (Borchsenius: Hans Vilhelm Kaalund, 1918, s. 68-69) Bindet, der indeholder de værdifuldste af hans digte fra de sidste nitten år siden udgivelsen af Et Foraar, er endnu et eksempel på, hvor selvkritisk Kaalund var med sit forfatterskab. I modsætning til de tidligere digte undgår han nu de stærke farver til fordel for en plastisk skildring af den omverden, der mere end nogensinde trænger sig på og nu beskrives med lavmælt energi. Den gennemgående tone er dog resignerende - lektionen fra årene i Vridsløselille er tydelig, men man mærker også stemningen efter nederlaget i 1864 - og kommer klarest til udtryk i de to første linier af det digt, der frem for noget er knyttet til Kaalunds navn, "Paa det Jevne": "Paa det Jevne, paa det Jevne! / - ikke i det Himmelblaa! -" (SD 335). Denne følelse bliver endnu stærkere i Kaalunds efterladte digte, men kommer allerede med prægnant styrke til udtryk i "En aaben Hilsen til Holger Drachmann" fra 1878, det lange digt, hvormed Kaalund indledte en litterær fejde med to repræsentanter for den nye naturalistiske litteratur, Holger Drachmann og Sophus Schandorph (1836-1901):