Stærens aktiviteter indrammes nu af prægtige sommer- og høstbilleder, og i de afsluttende strofer hæver digtet sig til en spekulativ sfære, idet Kaalund nu identificerer sig med stæren og hermed skaber en forsoning mellem dagligdagen bag "Vridsløselilles Fængselsmur" og hans egne "dejlige Sangfugledrømme".