Sven H. Rossel Uddrag fra H. V. Kaalund

Det er karakteristisk for Kaalunds udvikling som digter, at der sker en konsekvent forandring fra romantisk efterklang til en lavmælt, men ikke desto mindre tydelig virkelighedstro gengivelse af omverdenen, en udvikling, der dog ikke er uden betydelig kompleksitet. Således vedbliver det nære og det fjerne, det dennesidige og det hinsidige, naturalisme og romantik i stor udstrækning at eksistere side om side i Kaalunds lyrik, ligesom man også finder refleksion og tidskommentar i ét og samme digt.