Siden sin død i 1885 er Kaalunds reputation som digter gået ned ad bakke. Ganske vist indeholder Georg Brandes' (1842-1927) nekrolog fra 1885 en smuk karakteristik af mennesket Kaalund, men samtidig forudsiges hans glemsel: "Man vil glemme den ængsteligt forsigtige Kækhed, der var Kærnen i hans Frihedskærlighed og Fremskridtstro, for kun at mindes Melodierne i hans Vers og Stemningerne i hans poetiske Malerier" (Brandes: Samlede Skrifter, bd. 2, s. 440-441). Men Et Foraar fremhæves dog som den åbenbaring, bogen var, da den udkom for den da 16-årige Brandes: "Der var i disse Digte netop det Maal af Vemod, af Trods, af Livsmod, af Frihedstrang, af Længsel mod det Friske, af Begejstring for det Store, af Ærefrygt for Minderne og Tro paa Lysets Sejr, som Slægten kunde fatte og havde Brug for" (smst., s. 441). Men herefter reduceres Kaalund med den ondskabsfulde bemærkning: "Alt var ubestemt, sjælfuldt, tanketomt, stemningsrigt, og i Regelen melodiøst" (smst.) - uden at Brandes viser den ringeste forståelse for Kaalunds religiøsitet.