Henrik Schovsbo Uddrag fra Jakob Knudsen

Det kan være en bekvem løsning at hævde, at en forfatters liv mere eller mindre spejles i hans digtning - for så at gå på jagt efter overensstemmelser - et træk eller en erindring her og der, eventuelt en mening fra faderen, et nus fra moderen - eller hvis man går ud i de videre slægtsforudsætninger en næse fra en onkel og en vilter hårlok fra en fætter til at fuldkommengøre tegningen. Dette har man i rigt mål forsøgt i Jakob Knudsens tilfælde, men det er dog ikke det eneste spor i forskningen, der er fulgt. I 1918, året efter hans død, kom således to meget forskellige bøger om ham, vennen Holger Begtrups Jakob Knudsen. En Levnedstegning, der stadig er grundlæggende for det biografiske studium, og Carl Roos' Jakob Knudsen. En Studie over hans Aandspersonlighed, der koncentrerer sig om de gennemgående synspunkter i forfatterskabet, og som har ført en række forskellige studier over hans meninger med sig.