Henrik Hertz kom fra et uortodokst hjem. Faderen var bagermester, men døde allerede da sønnen var halvandet år, hvorefter moderen drev bageriet videre med stor dygtighed, indtil det brændte under bombardementet 1807. Den læselystne dreng kom i Metropolitanskolen og fik litterært interesserede kammerater; han skrev tidligt følsomme og melankolske vers. Efter moderens død færdedes han i huset hos en ældre kusine, gift med den velhavende grosserer Nathanson, og forelskede sig her i en af døtrene. Men den unge student - han havde trods interesse for teologi valgt det juridiske brødstudium - kunne ikke komme i betragtning som bejler. Og efter den udkårnes forlovelse med en etableret borger kastede han sig over en prisopgave og vandt universitetets guldmedalje (1824). Derefter tog han kandidateksamen, men vendte sig nu til æstetikken og vandt på ny guldmedalje ved at besvare et prisspørgsmål om digternes og nationernes indvirkning på hinanden. I romantikkens ånd hævdede han her digternes betydning for deres folks livssyn og retsopfattelse.