Et par år efter blev digteren opfordret til at levere et festspil i anledning af kronprins Frederik (VII)s formæling med en tysk prinsesse 1841. Han valgte et sujet fra 1001 Nat - tidligere genfortalt af Oehlenschläger - om en sylfide der mister sin fjederdragt i et fremmed land. I Svanehammen (1841, opført 1841) er hun en græsk kongedatter, Helene, som til minde om sin afstamning fra Leda ejer et svanelignende slør, hvormed hun ligesom sine søstre flyver til fjerne søer for at forynges og forskønnes. Engang ved Esrom Sø har hertug Volmer tilvendt sig hendes slør så hun måtte blive i Danmark i hans moders gård; nu har de fået hinanden kær og skal giftes. Men moderen kommer under vejr med Volmers list og udleverer sløret til bruden, som nu kan flyve til søen for at gense søstrene. De er imidlertid fløjet tilbage, og hun mister under badningen atter sløret. Hun beskylder med urette Volmer - det bliver fundet af hans tjener - men han ønsker nu at give hende friheden tilbage. Rørt over dette afkald bringer hun da sit offer og brænder sit slør. Hun har valgt hjemland. Det er et stemningsfuldt, lidt stillestående eventyrspil om den i grunden blide og kærlige prinsesse sydfra der søger at føje sig efter de fremmedes religion og sæder.