I foråret 1811 vakler Grundtvigs helbred stadig, han plages af fysisk træthed, manglende koncentration og seksuelle fantasier. Hvor hans fader ser religiøse anfægtelser, ser vennen Molbech overanstrengelse, og begge forklaringer er nok rigtige; en nyere diagnose (Helweg: N.F.S. Grundtvigs Sindssygdom, 1918) siger maniodepressiv psykose. På sin læges råd slappede Grundtvig af med lidt oversættelsesarbejde fra tysk og må samtidig have forladt Det Schouboeske Institut. Han var nogenlunde restitueret sidst i maj 1811, ordineredes i Trinitatis Kirke 29.5. og indsattes i Udby af sin storebroder Otto 16.6.1811. Julekrisen anser ser han selv for kun halvt forårsaget af en nervesygdom og føler endnu "slemme Levninger af Tankeforvirrelsen" (Christian Molbech og Nikolai Frederik Severin Grundtvig. En Brevvexling, 1888, s. 64), som dog forjages yderligere ved de mange praktiske gøremål i de to små sogne (fattigforsorg, skolevæsen, kirkevedligeholdelse). Sidst i september 1811 forlovede Grundtvig sig med den 24-årige Lise (egl. Elisabeth) Blicher fra Gunslev præstegård på Falster, som havde vakt en vis interesse hos ham allerede i 1801. Da den gamle kollegiekammerat Sverdrup foreslår Grundtvig et historieprofessorat ved det nye universitet i Kristiania, erklærer han 27.4.1811, at han er tilfreds med Udby, og afslår derfor også en fornyet anmodning fra Hersleb i august. Imidlertid døde hans fader stille 5.1.1813, Grundtvig søgte halvhjertet hans kald, fik det som forventet ikke, men passede embedet til 15.8. Tre uger efter anmodede han i en audiens kongen om et historieprofessorat i Norge, men forgæves. 27.10 forlod han og moderen Udby for at bosætte sig i København.