Hele N.F.S. Grundtvigs virke i det praktiske liv så vel som i alle aspekter af det store forfatterskab hviler på hans protestantiske begreb om kristendom. I korte intenst oplevede perioder, som både Grundtvig selv, hans samtidige og eftertiden har forstået som anfald af sindssyge (en maniodepressiv psykose), kan han tvivle på, at han personligt har det rette forhold til Gud, Kristus og Helligånden. Troskriserne ytrer sig imidlertid aldrig som tvivl på Guds eksistens, Kristi frelsergerning eller Helligåndens virkelighed. Heri ligner Grundtvigs tro Søren Kierkegaards (1813-55), hans store antipode i den danske guldalders religiøse tænkning.