Flemming Lundgreen-Nielsen Uddrag fra N. F. S. Grundtvig

I 1858 giftede Grundtvig sig for tredje gang, med enkefruen komtesse Asta Adelheid Reedtz (født Krag-Juel-Vind-Frijs) (1826-90), der var 43 år yngre end han og to år senere fødte hans sidste barn, datteren Asta (1860-1939). I et digt til den tredje hustru fra bryllupsåret beskriver Grundtvig sine tre ægtefæller: Lise var søsterlig, en sødt duftende viol i en idyl, Marie var moderlig, en ædelsten i en romantik, og Asta endelig er datterlig, en fe i et eventyr, hvor ungdom og ælde leger skjul og roser udspringer på sne ("Til min Asta", PS VIII 294-295).