Flemming Lundgreen-Nielsen Uddrag fra N. F. S. Grundtvig

Midten af 1840'erne blev ellers lidt af en nedtur for Grundtvig. Efter sin 60-årsdag i 1843 var han begyndt at mærke sin alder og følte mismod over at være kørt fast arbejdsmæssigt. Han var 1844-46 medlem af en salmebogskomité, som opløstes ved et uventet dødsfald, hans eget salmesangværk kom fra 1841 ikke videre, og hans ambitiøse verdenshistorieskrivning gik i stå i 1843 under omtalen af det 17. århundrede. Mens det kneb med at fuldføre de store sammenhængende værker, klarede han dog i 1842 en ny forøget udgave af sine historiske krønikerim for børn (fra 1829) samt et par mere rutinemæssige udgaver af ordsprog og folkeviser og en lille græsk-nordisk mytologi til skolebrug. Christian VIII var sen til at fremme Grundtvigs tanke om en central statslig folkehøjskole i Sorø som modvægt til Københavns Universitet, og da en kompromissøgende kongelig resolution om en realhøjskole på Sorø Akademi omsider udsendtes nytårsaftensdag 1847, annulleredes den af kongens død tre uger senere.