Grundtvigs digteriske forfatterskab løber ud i en deltaformet strøm af livsoplysning, med bund i det kristelige menneskesyn, at Gud har skabt mennesket som et guddommeligt eksperiment af kød og ånd, hvis ord og taleevne skiller det fra dyrene. Han sigter bredere end til skønlitteraturen, debatterer teologiske og kirkelige anskuelser eller i pædagogik og politik ændringer i opfattelsen af menneskelivet, dets samfundsindretning i denne verden, uddannelsen af borgerne, fornemmelsen af folkets identitet og rolle. Digtning var for den modne og gamle Grundtvig først og fremmest et redskab, til oplysning af menneskets, folkets og nationens bestemmelse, til udbredelse af en fællesskabsfølelse, ikke en forfinet kunstart.