I Grundtvigs egentlige litterære periode frem til ca. 1822, savnede Danmark både en toneangivende kritiker og en metodisk baseret dagblads- og tidsskriftskritik. Knud Lyne Rahbek fortsatte med at udgive det 18. århundredes store og meget små forfattere og skrive om teaterforestillinger, men trods umiskendelig evne til at finde og glædes ved "skiønne Steder" kunne han intet stille op med de romantiske poeter af den nyere skole, hvad han selv godt vidste og indrømmede. Oehlenschläger skrev fremragende forklarende fortaler til sine egne skrifter ( Poetiske Skrifter, 1805, Nordiske Digte, 1807, og: Svar paa Hr. Capt. Abrahamsons Recension over mine nordiske Digte. En æsthetisk Afhandling, 1808); de blev suppleret en halv snes år senere af hans unge beundrer Carsten Hauch med to velskrevne karakteristikker af henholdsvis 1816-udgaven af lystspillet Freias Alter og det episk-dramatiske digt Helge fra 1814 (i C. Molbechs tidsskrift Athene, VII, 1816, VIII, 1817). Men Oehlenschlägers fravær fra København under den lange dannelsesrejse til Tyskland, Frankrig og Italien 1805-09 hindrede ham i at blive en central kritiker i dansk romantiks første tiår, og andet tiår udfyldtes af den i længden monotone syvårskrig (1813-20) mellem Baggesen og Oehlenschlägers tilhængere, hvor det væsentlige og principielle tit druknede i en syndflod af ligegyldige pindehuggerier. Grundtvig forsøgte at gøre sig gældende, men var for lidt interesseret i rent æstetiske spørgmål og for stærkt optaget af at veje og måle livsanskuelser til at kunne anerkendes som kritisk autoritet. Og da en sådan myndigt trådte frem i midten af 1820'erne med J.L. Heiberg, havde Grundtvig på sin side ganske tabt interessen for moderne litteratur og koncentreret sig om kirken og samfundet.