Dend Uforsvarlige Recommendation udkom 1722 som den femte og sidste fra de produktive år 1720-22. Denne satire er ligesom den foregående af politisk art, men klart den skarpeste og dristigste af dem, hvilket kunne være grunden til, at den sammenligningsvis kun oplevede fem genoptryk i Falsters levetid (6. oplag 1749). Falster, der selv ingenlunde holdt sig for god til lejlighedsdigterens poetiske opvartning af fornemme velyndere (se atter Ehrencron-Müllers Forfatterlexikon, bd. III, 1926, s. 18-23), angriber her de uheldige bivirkninger af enevældens klient-patron-system, specielt i forbindelse med embedsbesættelser og promoveringer. Satirens digterjeg befinder sig i en udsigtsløs situation med hensyn til sin karriere, på grund af de sociale omgivelser (strofe 1-8); herefter får kritikken et præcisere fokus, nemlig de udbredte rekommandationer (anbefalinger), som patronen udfærdiger for sin klient, og som fx undergraver kvalificerede unge akademikeres avancements- og ansættelsesmuligheder og privilegerer rene ignoranter (hvorpå der gives fornøjelige eksempler af jegets samtalepartner, en udenlandsk magister, der opfordrer ham til at forfatte en satire mod misbruget!) (strofe 9-19). Jeget forsvarer patriotisk den danske forvaltning ved at henvise til en forordning mod uforsvarlige rekommandationer, der lader Frederik IV fremstå som den sande lærdoms beskytter; heroverfor peger den fremmede magister på den praksis, som sætter sig igennem på trods af de gode kongelige hensigter og lader snyltere og smigrere kravle op ad embeds- eller rang-stigen (strofe 20-28). En tredje person blander sig nu i samtalen og forsvarer truende sine egne patroner, mens jeget fortsat beklager uduelige og ugidelige folks ufortjente forfremmelser med eksempler fra antik historie og litteratur og opfordrer enhver patron til at prøve sin klient, når denne optræder som supplikant (strofe 29-51). Det Falster'ske digterjeg erklærer sig med mandig resignation tilfreds med sin patron, også hvor dennes afgørelse er gået ham imod, men andre ville ufortjente afslag let kunne betage modet! En yderligere fare består i den indflydelse, en patrons frue eller sågar tjenestefolk kan komme til at øve, når en ambitiøs aspirant 'går køkkenvejen' (strofe 52-62). Satiren munder ud i en opmuntring til den fortjenstfulde supplikant, som lykken svigter, og en advarsel til den frække smigrer og uduelige lykkejæger (strofe 63-78).