Jens Kristian Andersen Uddrag fra Christian Falster

"Amicus certus in re incerta cernitur [dvs.: I nøden skal man kende sine venner]" har sin særlige udgivelseshistorie. Denne satire udgør nemlig Falsters bidrag til tredje runde af den verskonkurrence, Holberg udskrev 1738-40 med præmier betalt af egen lomme. I de i alt fem runder, som det blev til, skulle indsenderen i digterisk form udvikle et motiv, der blev opgivet i form af et klassikercitat (Horats, Juvenal, Cicero, Seneca). Falster deltog på Cicero-holdet og påtog sig dermed at digte over det diktum (Lælius 17,64), der udgør satirens titel. Falsters bidrag fandt således (som nr. 5) optagelse i Tredie Prøve Af Ziirlige og smukke Danske Vers Over Foresatte Materie af Ciceronem [skal være: Ciceronis] Amicus certus in re incerta cernitur, Efter Anonymi [dvs. Holbergs] Invitation og udlovede Gevinst, aflagt In Aprili 1739. Falsters digt tilkendtes ikke prisen af Holberg, der dog bedømte det anerkendende: "Poësien og Tankerne give [...] tilkiende , at Skribenten er en gammel og vel exerceret Poët" (Holberg: Samlede Skrifter, udg. af Carl S. Petersen, bd. IX, DSL 1928, s. 552). Digtet handler om en mand, der på dødslejet advarer sine børn mod falske venner, der ikke rigtig er hjemme, når man mest trænger til deres hjælp; han er selv blevet svigtet af sine nærmeste slægtninge, mens fremmede har vist sig som sande venner, altså hjælpere i nøden.