I sin samtid betalte Drachmann naturligvis noget ved sin iøjnefaldende offentlige fremtræden og som prügelknabe for snart den radikale og demokratiske, snart den højreorienterede opinion. Men i virkeligheden fik hans bøger og teaterstykker ofte en grundig, oplysende behandling i kritikken; således blev han, endnu inden han var midtvejs i sin forfatterskab, genstand for større behandlinger af både Georg Brandes og Hans Vodskov. Siden fulgte indgående, især metriske undersøgelser ved Vald. Vedel og myndige bedømmelser ved Niels Møller. Ved 50-årsdagen 1896 fik Drachmann en særdeles kompetent hyldest af Georg Brandes. Og før sin død kunne digteren læse en smuk større karakteristik af sit livsværk i Vilh. Andersens Litteraturbilleder. Anden Samling (1907). Han var kendt og påskønnet i de andre skandinaviske lande, selvom det ikke rakte til den nyinstiftede Nobelpris, han i sine sidste år nok satte næsen op efter.