Gerhard vender hjem til København i midten af 1880erne, og billedet af den hastigt voksende hovedstad, dens overklasse og dens periferi er udfoldet i starten af bogen, der overhovedet er godt fyldt med digterens aktuelle interesser og refleksioner, herunder hans lede ved den opslidende indenrigspolitiske polarisering. Desuden er bogen langthen en teaterroman, nu med kontrasten mellem Det Kgl. Teater og sangerindetribunen. Men først og sidst er det altså en kærlighedshistorie, ret forviklet, men med stor stemningsklang og mærkelige højdepunkter. Et af dem er en drøm som Ulf har om en Edith-lignende skikkelse, "Skærtorsdagsnattens unge Heks - som bryder Troesbekendelsens Skranker, Fornuftens Grænser, Statskalenderens Baand - alle Love undtagen den eneste evige: Elskovens!" Hun taler til ham i et visionært sprog: