Og dog vil det være en meget uretfærdig reduktion af forfatterskabet og af hans digterevne kun at se subjektiviteten og improvisationen deri. Det kan godt være at de kortere former lå nemmest for ham, men han sled med de større, som også hans tidsalders poetik lagde mest vægt på: roman og drama. Hans iagttagelses- og karakteriseringsevne var rettet mod meget andet end spejlet, og selv hvor det subjektive var inspiration, søgte han objektivering, skikkelsedannelse, handlingskonstruktion. Denne retning er særlig stærk i hans dramatik.