Lars Peter Rømhild Uddrag fra Holger Drachmann

Ellers har disse dramer gerne en dansk skueplads, tit med inspiration fra folkeviser; hvad enten på vers eller prosa er det lyrisk tonede skitser som den håndfuld der samledes i bindet Melodramer (1895; SPS XI). Blandt større frembringelser kan nævnes det stærke jalousidrama Gurre (1899, Kgl. Teater 1901; SPS XII) om Valdemar Atterdag, hans dronning og hans elskerinde Tove. Dracmanns sidste stykke, der spilledes til fiasko ved hans 60-årsdag, tager tonen fra folkevisen "Elverskud". Det er Hr. Oluf han rider. - (1906; SPS XII). Det kombinerer en plat økonomisk bryllupsintrige med en verden af poesi og bærer med rette undertitlen "Den danske Sommernats Drama"; poesiens og folklorens modspiller er den økonomiske begærlighed og den nye lutherske fundamentalisme.