"Jeg kan næsten ei gaa paa Gaden saaledes begloes jeg fra alle Sider... De Unge betragte mig absolut som deres Fører og bringe mig en ubetinget Hengivenhed i Møde", skriver han, netop hjemvendt, til sin kone der endnu er i Berlin. Han er blevet personliggørelsen af en afgørende konflikt i samfundet, og som åndelig leder af en bevægelse, der bekæmper hykleri og reaktion er han indfanget i en rolle som uforsonlig og rethaverisk, en rolle han mangler al selvironisk afstand til, og som han forgæves søger at smyge sig ud af. Den essaysamling, han snart udsender, Mennesker og Værker, er tænkt som lige så "fredelige Blade" som Danske Digtere var det. Især den lange afhandling om Schack Staffeldt står som et smukt modstykke til de tidligere angreb på romantikken, og også portrætterne af Flaubert og brødrene Goncourt er uden egentlig polemik. Men hvad hjælper det, når han vælger at holde forelæsninger om Det unge Tyskland i dets kamp mod Den hellige Alliance, med stadige usagte paralleller til samtiden, og når han modtages med så fanatisk begejstring af sine unge beundrere!