Til overmål mønstrer han sidst på året tropperne i Det moderne Gjennembruds Mænd med portrætter af Bjørnstjerne Bjørnson, Henrik Ibsen, J.P. Jacobsen, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Sophus Schandorph og Erik Skram (SS III). - På høje tid, kan man sige, den lille flok er allerede i en vis opløsning. Bjørnsons sædelighedskrævende skuespil En Handske, som Brandes havde læst i juli, har vist ham som værende på vej tilbage i bigotteriet, Brandes udelader stykket i sin gennemgang af Bjørnson, ligesom han også tier om Ibsens En Folkefjende, der kom ham på tværs af politiske grunde (modsat folkefjenden Stockmann ønskede han nemlig ikke at være stærk ved at stå alene, han havde i høj grad brug for Venstre og Morgenbladet - der blot, som det snart viste sig, ikke havde brug for ham). Drachmann havde han året forinden givet en velfortjent røffel på grund af et antisemitisk udfald, og J.P. Jacobsen var døende. Så er der kun den brave Schandorph, Erik Skram samt hans egen broder Edvard tilbage. Da det er vigtigt for ham ikke at fremstå som partisk venne-roser, gør han portrættet af Edvard, broderen, særlig kritisk.