Hans Brix skrev i 1920rne og 1930rne om Aarestrup, men mest kendt er den store udgivelse Emil Aarestrup i to bind. Det første bind, "Digteren og Doktoren" (1952), går kronologisk-biografisk frem, hvad der dog ikke fører til nærmere undersøgelser af en eventuel udvikling i forfatterskabet. Bogen omfatter heller ikke udtømmende digtanalyser af stilistisk eller tematisk art. Den er stærkt præget af Brix' biografiske interesse - især opklaring af gåder omkring Aarestrups forskellige damebekendtskaber. Det brudte, stemningsskifterne fra det høje til det dybe, er Brix tæt at undersøge: Han kommer ind på "Aarestrups stigende og dalende Bølge i Sjælelivet, ikke fordi han savnede Mandsvilje og Handlekraft eller Skøn og Overblik, men fordi Konflikterne mellem Naturel og Tilskikkelser kommanderede Skiftene - han havde slaaet sig ned i en Ravnekrog" (130), oven i købet med en efterhånden anselig børneflok, og underlagt ravnekrogens mer eller mindre trivielle tvang og afbrydelser.