Men ikke nok med det. Den gennemsunde havre synger ikke blot, den ringler også, som det hedder med et af Aakjærs mange lydmalende ord. Når aftenklokken i det fjerne ringer solen til ro, sekunderer havren den refleksagtigt: "og naar Aftenklokken ringer Fred, / staar jeg paa min Taa og ringler med. // Jeg skal ringle Barnet til dets Seng, / ringle Taagen op af Sump og Eng, / ringle Freden over Hjemmet ind, / ringle Bønnen frem i fromme Sind" (SV 2 143). Denne velsignede, sindsberoligende ringlelyd, der forkynder Guds fred over land og by, udgør vor egentlige nationalmelodi. De "kolde Hjærner" ryster selvsagt opgivende på hovedet ved snakken om den bedende havre og fastslår med naturvidenskabelig strenghed: Når blæsten sætter havrens bjælder i bevægelse, opstår der friktionslyde, som for overfølsomme sjæle kan minde om lærkesang, kirkeklokker og meget andet. Det er der ikke noget uforklarligt i!