Selvom Aakjær kom til at bo i København i adskillige år, affandt han sig aldrig med storbylivet. Det var forfærdeligt, fordi det underminerede alt smukt og godt: "København er saa ond imod ens Idealer; hvad der var i én af Godt og Fint, det forgroves og overdrages med Skimmel i en By som denne. Hvad man saa op imod med Taarer i Øjnene og Glød i Kinderne, det blir herinde saa inderligt lurvet og stygt. Man maa bo paa Landet for at være god og uskyldig" (Før det Dages, s. 149-150). Den bondefødte Aakjær kunne simpelthen ikke falde til i storbyens kogende heksekedel, og de ungdomsår, hvor han mere eller mindre fast boede i København, forblev derfor på alle måder udlændingeår gennemsyret af både fysisk og eksistentiel hjemløshed. Dog begyndte han ved udgangen af 1890'erne at finde fodfæste.