Det starter alt sammen med, at bonden en efterårsdag går op på sit loft, hvor han henter sæden, som han derefter sår, mens skyen står lav og tung, blæsten jager med løvet, lærken triller og viben klager: "Sæden flyver fra hans Haand og springer højt af Glæde: / atter er den given hen til Jordens Moderskjød [...] / Stort og Smaat - det væves ind i Bondens Alvorstanke; / aldrig er hans Kald saa skjønt, som naar han saar sin Rug" (SV 1 219).