Da Aakjær i høj grad digtede på sine barn- og ungdomsminder fra Fjends, blev hans synsvinkel i sagens natur bagudrettet. Det bondesamfund, han skildrede med så stor indfølelse, var verden af i går. På midten af sin livsbane stoppede han op, flyttede tilbage til sin hjemstavn (omtrent) og begyndte at digte om den. Han måtte søge tilbage til de steder, hvor han første gang tog verden i besiddelse. Hjemdriften er lige så uudryddelig som seksualdriften. Hvis vi i vort livs forår drager ud (som Ole på knolden), må vi nødvendigvis i vort livs efterår valfarte fra "det yderste Hav" til barndommens bæk for at lytte til "Mindernes Suk": "Hvad var vel i Verden det fattige Liv / med al dets fortærende Tant, / om ikke en Plet med en Dal og lidt Siv / vort Hjærte i Skjælvinger bandt! / Om ikke vi drog fra det yderste Hav / for bøjet og rynket at staa / og høre de Kluk, / de Mindernes Suk / fra Bækken, vi kyssed som smaa" (SV 1 113). Gensynet med barndomslandet er ofte forstemmende. Forventningsfulde valfarter vi hjem til den "muntre Skjæbneflod" (SV 2 48), vi levede ved og badede i, da vi var børn, blot for at erfare, at alt er forandret. Tunge om hjertet må vi mindesyge konstatere, "at alt er Grus, / din Barndoms Grund, din Moders Hus, / hvor maa dit Hjærte bløde" (SV 2 46). Livets grundlov er grum og ubarmhjertig: "Det gamle falder, det ny bestaar" (SV 1 198). På et eller andet tidspunkt går alle menneskers barndomshjem til grunde, "men Mindet slaar / sin Kreds derom alle Dage" (SV 1 197). Ved synet af et lille barn i en vugge forestiller Aakjær sig, hvordan det engang vokser sig stor og stærk, bliver gift og bosat, kort sagt "bliver Mand som vi andre" (SV 1 198). Og så vil også denne granvoksne kraftkarl blive aldeles blød om hjertet, når han opsøger det sted, hvor hans nu forsvundne barndomshjem lå: "Saa staar du vel, som vi andre staar, / og tryller Ranker om sunkne Stene / og stirrer ud mod en falden Gaard, / mens Solen synker bag Grene" (SV 1 199).