Når alt dette er sagt, skal det dog tilføjes, at for Aakjær var naturen altid en kilde til glæde og forundring. Den dulmede smerten over det tabte. Hans smittende livsglæde kommer allerbedst til udtryk i "Sundt Blod" (SV 1 240-241), som rummer en hel livslære på vers. I den første strofe deklameres den fundamentale optimisme, hvorpå digtet er skrevet, nærmest demonstrativt: "Jeg bærer med Smil min Byrde, / jeg drager med Sang mit Læs; / jeg er som den vilde Hyrde, / der gjenner sit Kvæg paa Græs" (SV 1 240). Jeg'et har godt nok sine problemer at slås med, men det bærer og drager dem med smil og sang. Ingen problemer er så knugende, at sindet ikke lettes, når man blot går ud i naturen, der er så overvældende, at jeg'et ej finder "tolkende Ord" og derfor må blæse i sin skalmeje til "Bukkene bræger af Fryd" (SV 1 240). I digtets 4 første strofer optræder ordet "jeg" hele 7 gange, hvorpå læseren omsider inddrages i det femte og sidste: "Hvor kan I dog gruble og græde, / saa længe Guds Himmel er blaa! / Mit Hjerte skjælver af Glæde, / blot Duggen dynker et Straa" (SV 1 241). Det er svært at bevare pessimismen, når man står ansigt til ansigt med den skinnende sol, den blå fjord, de sejlende skyer og duggen, der tynger et strå.