I lejlighedssangene "Kommer I snart" (SV 1 262-263), "Tyendesang" (SV 1 263-264) og "Arbejdersang" (SV 1 134-135) henvender Aakjær sig direkte til hhv. husmænd, tyende og arbejdere. Fælles for dem er, at de skaber samfundets værdier - uden selv at få nævneværdig del i dem. "Vi harved din Ager, vi skar dine Neg, / vi strigled din blommede Hest, / vi lytted bag Stalden til Rotternes Leg, / naar selv du gik pyntet til Fest. / Du drømte paa Bolstre, / vi slumred paa Halm" (SV 1 264). Sådan tiltaler tyendet ("vi") gårdmændene og godsejerne ("du"), mens arbejderne tålmodigt forklarer den hovne junkerspire, som stolt peger på sit adelsvåben, hvem der egentlig bærer verden på sine skuldre: "- Vi er Børn af dem, der brugte Hakken / ligefra den første Fortids-Old. / Adel, Fyrster steg paa vore Rygge, / og vi bar dem over Ørkners Sand; / fedeligt de sad i Palmers Skygge, / naar vi andre savned Brød og Vand" (SV 1 134). Udnyttelsen har fundet sted i århundreder, men nu skal det være slut med at spise "Trællens Æde af Hundens Fad" (SV 1 263). Sammen skal de underprivilegerede sprænge deres "Tusindsaars-Lænke", sammen skal de kæmpe for deres naturgivne ret: "Staa ej bundne jer Bødler bi! / - kommer I snart! - / grib jer Spade og hug jer fri! / I er tusind, hvor de er ti! / - kommer I snart, I Husmænd!" (SV 1 263). Først når ingen lever af at udnytte andre, kan alle være frie: "Da pløjer vi muntre vort bølgende Land, / naar først vi har friet vor kuede Stand / fra Tusindaars-Trældommens Nat" (SV 1 264).