Samtidig med at Aakjær søgte tilbage og skabte sin ypperste kunst på sine barndomsminder, var han - paradoksalt nok - også forandringens mand, som aktivt kæmpede for fremtidens nye samfund. Socialisten Aakjær vidste alt om livsgodernes uretfærdige fordeling: I sit prosaforfatterskab viste han, hvordan "de store" (herremænd, store gårdmænd) konsekvent udnyttede "de små" (husmænd, daglejere), og i sine agitatoriske kamptaler plæderede han for radikale forandringer af revolutionslignende karakter, som én gang for alle kunne bringe udnyttelsen til ophør. Endemålet var det ligeværdige samfund, hvor ingen kunne leve af andres arbejde, og hvor alle havde lige ret til at udvikle deres menneskelige potentiale.