Henrik Fibæk Jensen Uddrag fra Jeppe Aakjær

Ved Aakjærs død spåede flere nekrologskrivere, at hans artikler og store dele af hans prosa ville blive glemt, mens de bedste af hans sange ville leve videre. De fik ret (omend Vredens Børn og nogle af hans noveller har fået en renæssance inden for den sidste snes år). Aakjær var allerstørst som lyriker, og Oluf Friis' ord står fortsat til troende: "Lyrikken er det Punkt, hvorfra alt i Aakjærs Forfatterskab udgaar og hvortil det vender tilbage, skærpet og renset i Versets ædle Form" (Den nye Litteratur, september 1926). Derfor synger man fortsat Aakjær ved mange folkelige sammenkomster, og i folkehøjskolens sangbog er han den andenbedst repræsenterede digter (efter Grundtvig).