• Mindst et ord
  • Alle ord
  • Som ordene står
  • Al tekst
  • Titel & forfatter
  • Prosa
  • Vers & strofer
  • Dialog (drama)
Søgetips

Søgeresultater

Søg begrænsninger

Ny søgning Afgrænset til: Samling Arkiv for Dansk Litteratur Fjern begrænsning Samling: Arkiv for Dansk Litteratur

Søgeresultater

De to Kilder

Stjernen

Med Wessels Digte

Til Ludvig Bødtcher

Tak for sidst, Til Carl Ploug

Hjemvee

En Beiler

Til En Kilde

I Mai 1861

Mit Hjem

Sangfuglen ved Oehlenschlägers Grav

Det Danske

Henrik Pingel

Sange fra »Genrebilleder«

Udvalgt fra En Samling Vers 1872

Juli Maaned

En Smagssag

Fransk OG Dansk

Polka

Smaa Riim

Udvalgt fra Efterladte Manuskrifter

1836

Den 17de Juli 1837

Livet, Døden

Til Een

Hverken Verden eller Du

Saa Havets Brusen, den vældige Vind

Du veed ei, hvor jeg er

Jeg kjørte i dunkle Skove

O, kunde jeg Dit Knæ dog favne

Naar jeg skal døe, jeg mit Farvel

Ud over Havets Mark, den øde

Ved en Fuglekræmmers levende

Kunde jeg Roser male

Lad os reise, lad os vandre

Bøgen skyder alt sit Blad

Ved Veien paa en Steen jeg sad

Jeg gik mig i Skoven saa eensom en Gang

O, var Du her i denne By

Dreng! - Du med de brune Lokker

Tilgiv - tilgiv! jeg kan ei andet!

Hvor Mangen søger ei med Qval

Og var Du bleg, som Nattens Stjerne

Hensjunken i mit Hjertes Drøm

O, lad ei svinde

Jeg gad saa gjerne være

Al den Veemod og Smerte

Jeg seer det grant, Du favre Qvinde!

Har Du sovet sødt i Nat?

Min Sjæl var viklet ind i Smertens Traade

Der var saa ængsteligt i Haven!

Skal jeg klage? skal jeg sukke?

Mit Bryst var som en tropisk Egn

Her midt blandt Dine Huus-Spioner

Du vilde Hjerte! sov i Fred!

Har Du alt længe sovet?

Fuglen sværmer for Himlen

Du vil ei troe, hvad jeg har sagt

Der sittrer paa mine Læber

Hvad mener du med dette hulde

Der bygger en venlig Svale

Tak, Elskte! for det Blomsterbrev

Der var saa eensomt og saa stille

Hverken Konge eller Dronning

See til Jupiter, den Skjelm

Paa Gaden over Stenene

Lad dem synge, som de maae!

Hil Dig, min Vandrings Lys!

Løvet synker mat til Jord

Naar Solens Blik kun sparsomt bryder

Her hjemme i min Stue

Saa fast mit Hjerte banker

En Rosenstok, ustadig

Hvor jeg af Længsel bæver

Sov sødeligt i Dødens Skrin

Jovist er Du fortryllende

Naar Natten kaster sine Skygger

Det er jo, som jeg tidt har sagt:

Paa Landet skal Du leve

Jeg kom til Skovens Bolig

Jeg taug nu saalænge stille -

Mig ingen Tid skal have bragt

I Sommer, da vi havde det yndige Veir

De see paa Dig med Øjne milde

Svæv hid med al Din Pragt og Pryd

Skulde der komme den Tid

Over By, fra Taarnets Kroner

Jo tiere jeg Dig seer - ak!

Jeg mine Qvaler alle

See, staaer ei der det unge Aar

Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund

Jeg elsker Dig! - og aldrig rolig

Min Tanke som en Svale let

Naar Bølgen langsomt vugger

I Skovens Høisale Falken graa

O, hvergang min Tanke til Dig gaaer

Der var Roser i Dale

Jeg holder fast ved Dig, saa længe

Du lader Ingen vide

Naar Dagen er bortgangen