• Mindst et ord
  • Alle ord
  • Som ordene står
  • Al tekst
  • Titel & forfatter
  • Prosa
  • Vers & strofer
  • Dialog (drama)
Søgetips

Søgeresultater

Søg begrænsninger

Ny søgning Afgrænset til: Forfatter Winther, Christian Fjern begrænsning Forfatter: Winther, Christian

Søgeresultater

Der sittrer paa mine Læber

Hvad mener du med dette hulde

Der bygger en venlig Svale

Tak, Elskte! for det Blomsterbrev

Der var saa eensomt og saa stille

Hverken Konge eller Dronning

See til Jupiter, den Skjelm

Paa Gaden over Stenene

Lad dem synge, som de maae!

Hil Dig, min Vandrings Lys!

Løvet synker mat til Jord

Naar Solens Blik kun sparsomt bryder

Her hjemme i min Stue

Saa fast mit Hjerte banker

En Rosenstok, ustadig

Hvor jeg af Længsel bæver

Sov sødeligt i Dødens Skrin

Jovist er Du fortryllende

Naar Natten kaster sine Skygger

Det er jo, som jeg tidt har sagt:

Paa Landet skal Du leve

Jeg kom til Skovens Bolig

Jeg taug nu saalænge stille -

Mig ingen Tid skal have bragt

I Sommer, da vi havde det yndige Veir

De see paa Dig med Øjne milde

Svæv hid med al Din Pragt og Pryd

Skulde der komme den Tid

Over By, fra Taarnets Kroner

Jo tiere jeg Dig seer - ak!

Jeg mine Qvaler alle

See, staaer ei der det unge Aar

Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund

Jeg elsker Dig! - og aldrig rolig

Min Tanke som en Svale let

Naar Bølgen langsomt vugger

I Skovens Høisale Falken graa

O, hvergang min Tanke til Dig gaaer

Der var Roser i Dale

Jeg holder fast ved Dig, saa længe

Du lader Ingen vide

Naar Dagen er bortgangen

De gamle Sagn fortælle

Mig Himlen var saa vild og graa

Det er nu engang i sin Orden

Natten var mild og kjær

Du er som Brød, det grove - fine

Du er deilig! O, det nytter Dig ikke

Hvor Skoven mest var øde

Jeg hader dem, de lange Dage