• Mindst et ord
  • Alle ord
  • Som ordene står
  • Al tekst
  • Titel & forfatter
  • Anden person
  • Prosa
  • Vers & strofer
  • Dialog (drama)
  • Samlingstekst
  • Redaktionelt
Søgetips

Søgeresultater

Søgeresultater

Jeg kjørte i dunkle Skove

O, kunde jeg Dit Knæ dog favne

Naar jeg skal døe, jeg mit Farvel

Ud over Havets Mark, den øde

Ved en Fuglekræmmers levende

Kunde jeg Roser male

Lad os reise, lad os vandre

Bøgen skyder alt sit Blad

Ved Veien paa en Steen jeg sad

Jeg gik mig i Skoven saa eensom en Gang

O, var Du her i denne By

Dreng! - Du med de brune Lokker

Tilgiv - tilgiv! jeg kan ei andet!

Hvor Mangen søger ei med Qval

Og var Du bleg, som Nattens Stjerne

Hensjunken i mit Hjertes Drøm

O, lad ei svinde

Jeg gad saa gjerne være

Al den Veemod og Smerte

Jeg seer det grant, Du favre Qvinde!

Har Du sovet sødt i Nat?

Min Sjæl var viklet ind i Smertens Traade

Der var saa ængsteligt i Haven!

Skal jeg klage? skal jeg sukke?

Mit Bryst var som en tropisk Egn

Her midt blandt Dine Huus-Spioner

Du vilde Hjerte! sov i Fred!

Har Du alt længe sovet?

Fuglen sværmer for Himlen

Du vil ei troe, hvad jeg har sagt

Der sittrer paa mine Læber

Hvad mener du med dette hulde

Der bygger en venlig Svale

Tak, Elskte! for det Blomsterbrev

Der var saa eensomt og saa stille

Hverken Konge eller Dronning

See til Jupiter, den Skjelm

Paa Gaden over Stenene

Lad dem synge, som de maae!

Hil Dig, min Vandrings Lys!

Løvet synker mat til Jord

Naar Solens Blik kun sparsomt bryder

Her hjemme i min Stue

Saa fast mit Hjerte banker

En Rosenstok, ustadig

Hvor jeg af Længsel bæver

Sov sødeligt i Dødens Skrin

Jovist er Du fortryllende

Naar Natten kaster sine Skygger

Det er jo, som jeg tidt har sagt: