• Mindst et ord
  • Alle ord
  • Som ordene står
  • Al tekst
  • Titel & forfatter
  • Prosa
  • Vers & strofer
  • Dialog (drama)
Søgetips

Søgeresultater

Søg begrænsninger

Ny søgning Afgrænset til: Periode Klassicismen (1700-1760) Fjern begrænsning Periode: Klassicismen (1700-1760)

Søgeresultater

Er han borte al min Eje?

Dejligste blant Qvinder! giv os derom fuld Beskeed:

Ævig Tak, o milde, yndigste Immanuel,

Mon JEsus mig ey ynker nu?

Min Søster har det mageligt

Overmaade fuld af Naade

JEsus mig alting er. Ingen Slags Skade

Hvad est du dog skiøn, ja skiøn,

O du min Immanuel,

Saa sød er JEsu Hyrde-Favn,

Guds Søn har giort mig frie

En god Samvittighed

Korset vil jeg aldrig svige,

Himlen, trods de grusomst' Bølger,

Skulde jeg tilbage vige,

Arme Skrog gaaer i Tog

Goliath drog fra Gath,

I Hælen Sverdet følger

Folk i Josvæ Dage kunde drage

Klag dig ikke for Trang paa Drikke,

Her vil ties, her vil bies

Skal vi ustridig hist

Vor Klippe vi slippe umuelig,

Som Kiøbte og Døbte vi bære

O Hellig Aand! mit Hierte

Hvad seer min Sulamith

Ak! hvad er dog Tiden lang

I fremmed Land,

Aldrig jeg meere paa Verden vil tænke.

Midt igiennem Nød og Fare

Frisk, Zion, paa vor Vagt!

Soel-Skivens Streg

Daarlig Mand fik bygt paa Sand

Vee dig, Edoms trygge Egn,

See dig Zion! vidt omkring,

Langt oven for den Taage-Skye

Op min Aand, op fra dit Leer!

Hvad blev der liden

Naar mit Øje,

See! hvor klarer det nu op paa Jorden.

Nu Verdens Rige,

Sulamith lilde!

Hvad er det godt at lande

Her op ad, I Døde,

O blide Stad,

Den store hvide Flok vi see,

Farvel, min Siæl, i JEsu Sides Vunde.

Prædiken (fra Svane-Sang)

Lissabons ynkelige Undergang

Lykønskningsdigt til Niels Vedel (Nicolaus Wedelius el. Welleius)