• Mindst et ord
  • Alle ord
  • Som ordene står
  • Al tekst
  • Titel & forfatter
  • Anden person
  • Prosa
  • Vers & strofer
  • Dialog (drama)
  • Samlingstekst
  • Redaktionelt
Søgetips

Om Grundtvigs Værker

Denne udviklingsversion af Grundtvigs Værker på tekster.kb.dk har udvalgte funktionaliteter. En mere udbygget version findes på grundtvigsværker.dk. Søgemuligheder og tekstpræsentationer på tekster.kb.dk forbedres løbende.

Grundtvigs Værker

— en tekstkritisk og kommenteret udgave af N.F.S. Grundtvigs trykte forfatterskab.

N.F.S. Grundtvig (1783–1872) var en af de betydeligste personligheder i 1800-tallets danske åndsliv. Han var digter, præst, historiker, politiker, filolog og pædagogisk tænker. Hans omfattende virke har sat afgørende præg på dansk samfundsbygning, kultur og kirkeliv.

Grundtvigs Værker (GV) er en digital videnskabelig udgave, der er tekstkritisk og kommenteret. Udgaven rummer det trykte forfatterskab og tilbyder et omfattende apparat. Når den er færdig, vil udgaven omfatte ca. 37.000 sider fordelt på omtrent 1000 værker.

Faksimiler

Faksimiler (affotografering af de originale værker) vises ved at klikke på kameraikonen () til højre over teksten på læsesiden.

Teksterne

GV er tekstkritisk, dvs. at grundteksterne er gennemgået systematisk efter videnskabelige principper, og fejl er blevet rettet. Alle rettelser er noteret, så de kan efterprøves. Grundteksterne er de trykte førsteudgaver, som udkom i Grundtvigs levetid, og disse kan ses i fotografiske faksimiler ved siden af den kritisk etablerede tekst. Hans breve, dagbøger, prædikenmanuskripter og lignende indgår ikke i udgaven.

Udgaven er kommenteret, dvs. at Grundtvigs tekster er forsynet med forklaringer af forskellig art:

  • Indledninger, der forklarer den historiske baggrund for værket.
  • Tekstredegørelser, der beskriver de relevante manuskripter og tryk.
  • Punktkommentarer, der letter læsningen ved at forklare vanskelige ord, samt i enkelte tilfælde historiske begivenheder og litterære hentydninger. For verbalkommentarerne gælder, at kun ord, som enten ikke forklares eller ikke forklares dækkende i Den Danske Ordbog, kommenteres.

Desuden er Grundtvigs tekster opmærket til fem registre således, at man kan få en kort forklaring eller identificering frem ved markerede ord og passager. Disse registre dækker personer, steder, bogtitler, mytologiske figurer og begreber samt henvisninger til bibelsteder.

Endelig rummer udgaven en række værktøjer: en historisk tidslinje, land- og bykort, en registrant over en del af Grundtvigs efterladte papirer, et salmeregister over førstelinjer og en fortegnelser over hans bogsamling. Disse ekstra funktionaliteter er i øjeblikket kun tilgængelige på grundtvigsværker.dk.

Brugsrettigheder

Grundtvigs værker i GV er frit tilgængelige i henhold til loven om ophavsret. For udgivertekster (indledninger, tekstredegørelser, kommentarer) gælder almindelig praksis for henvisning til akademisk arbejde.

Kildehenvisning

Overordnet reference til Grundtvigs Værker i nærværende portal angives således:

  • Grundtvigs Værker (2010–) udgivet af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet (tekster.kb.dk/gv).

Reference til et specifikt værk gives på følgende vis:

  • Grundtvig, N.F.S (1817) ”Ansgars Eftermæle” i Danne-Virke et Tids-Skrift, bind 3, s. 101–167, København; her efter udgaven i Grundtvigs Værker, udgivet af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet (tekster.kb.dk/gv).

Referencer til udgivertekst angives på følgende vis:

  • Tullberg, Steen (2014) ”Indledning til Nyaars-Morgen. Et Rim” i Grundtvigs Værker, udgivet af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet (tekster.kb.dk/gv).

Version

Den aktuelle version 1.17 blev offentliggjort i oktober 2021.

Udgiver og baggrund

Denne digitale videnskabelige udgave af Grundtvigs værker er udarbejdet af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet, Aarhus & København. Udgivelsen blev påbegyndt i 2010 og forventes færdig i 2029.

Udgivelsen præsenteres på forskellig måde: