Uddrag fra Fortegnelsen over Trykkefrihedens Skrifter II, stk. 18

mislykkes og han gribes — Zephire havde altsaa ey heller naaet sit Ønske — men desmere voxer hendes Raserie — Hun griber nu til det sidste og sikkerste Middel at bortrydde sin Rivale — Palmire maae dræbes: denne er hendes Beslutning, og hun udfører den selv — Imidlertid er den gamle Phorbas ankommen, og har aabenbaret Orest den heele Hemmelighed om Palmire, eller nu, Hermonie. De ere endnu i denne Samtale, da uformodentlig Seide kommer med den skrækkelige Tidende, at Hermione svømmer i sit Blod— Forvirring og Skræk betager dem alle, og i den Tilstand indstiller Zephire sig som Gierningsmanden — Palmire døer, og Zephire, efter at have forklaret Aarsagen til hendes Raserie, støder en Dolk i sig og døer tillige — Hermed sluttes Handlingen. — For nu at sige vore Tanker om dette Stykke, da forekommer Hr. F. os at være lykkeligere i at udføre Karakterer, end i at anlægge dem: Vi troe nemlig, at jo fuldkomnere vi ere bekiendte med Personernes Tænkemaade og Omstændigheder, destomere interessere vi os i deres Skiæbne — Og her savne vi meget hos Hr. F. — Endog Hoved-Personerne selv, Hermione og Orest, kiende vi ikke uden meget dunkelt — Men Medon og Zephire, som dog begge have saa vigtig en Indflydelse i den paafølgende Katastrophe, kiende vi dem vel, uden blot af Navnet? — Burde