J. Nordahl Brun Uddrag fra Til Nordmænd om Troeskab mod Kongen og Kierlighed til Fædrenelandet, I Anledning af Einer Tambeskiælver

21 ikke inderlig ønske Fred, endskiønt de i en nødvendig og retmæssig Krig føre seierrige Vaaben mod en forhadt Fiende. En og anden forfængelig ung Fyrste kan vel ved idelige Seiervindinger faae meere og meere Lyst til Krig, men Soldaten er altid best tient med Fred, og sielden meget glad over en Seier, uden den vindes mod Fjender, som ville angribe Fædrenelandet. Dette maatte Nordmænd ogsaa til den Tiid have tilfælles med alle fornuftige Mennesker, Men de have altid haft fremfor de fleeste Mennesker i Verden en besynderlig Kierlighed til deres Fødested; Og dette er et af de karakteristiske Træk i mine Landsmænds Skilderie. Jeg kiender nok de stridbare Helte af det 11te Aarhundrede, der ikke kunde være til uden Krig, der vare i Stand til at besøge den anden Deel af Verden for at finde en, som turde vove en Dyst med dem. Harrald var saadan een. Men ikke var det den almindelige Tænkemaade, og om det havde været, burde min Helt opløfte sig over en almindelig Feil i Tænkemaaden, og som en ægte Patriot opofre sin Lyst til Krig og den Ære, han kunde indlægge sig i Krigen, for Fædrenelandets sande Nytte. Dette var endog efter Historien virkelig Einers Karakter: Med al sin Tapperhed unddrog han sig saa ofte, han kunde, fra Krig, og vilde,